Lone Bonde Haupt, billedkunstner

 

Atelier i Lejre på Midtsjælland.

Lidt om mine teknikker

Min tilgang til maleriet er intuitivt, og jeg lader ofte mine følelser guide mig. Jeg bruger både spatel og pensler for at skabe dynamik og for at få et mere ekspressivt udtryk i mine malerier.

Jeg finder stor glæde i selve processen med at male. Og processen er lige så vigtig som det endelige resultat. Det er en form for frigørelse, når maleriet udvikler sig som en slags dialog mellem mig og lærredet. Også selvom der ofte er frustration og tvivl blandet ind imellem.
Jeg maler i mange lag og benytter mange forskellige teknikker. Ofte starter jeg et billede vådt i vådt, og senere maler jeg videre tørt og bruger både akrylmaling, softpasteller, grafit, oliefarver og posca tusser.

Mine malerier kan beskrives som organisk abstrakte, hvor former og bevægelser opstår spontant. Hvert penselstrøg kan bære noget nyt med sig. Nye farver og former kan opstå og noget andet forsvinder i de mange lag, et maleri består af. Nogle af de underliggende lag kan forsvinde helt, mens andre kan anes gennem de overliggende transparente lag.

At arbejde med akrylmaling giver mig frihed til at eksperimentere med farver, lag og teksturer. Der skal helst være både ro og kaos, kontrast, balance, dybde samt detaljer, som betragteren kan gå på opdagelse i.

Lidt om hvad det er der inspirerer mig

Jeg bliver inspireret af mange forskellige ting. Det kan være helt jordnære ting som et billede fra et magasin, noget jeg har ser i fjernsynet eller på nettet, eller der kan være en butiksfacade eller noget helt fjerde. Men allermest maler jeg nok for min egen skyld, og fordi jeg ikke kan lade være!

Det kan også være naturen omkring vores sommerhus ved Lammefjorden, der giver mig inspiration. Vand har fx mange nuancer, der ikke kun er blå, men nogle gange er fjorden helt irgrøn. Ofte er det farver, der tricker min hjerne og giver mig skabertrangen.

Det at skabe et fysisk værk, er en stærk drivkraft for mig. Og helst med store armbevægelser.
I det hele taget at bruge mine hænder til at skabe et maleri, som man kan gå på opdagelse i igen og igen, og som kan skabe følelser og ikke mindst fordybelse. Fordybelse er et kæmpestort modstykke til hele vores digitale tidsalder og moderne liv, hvor alt skal gå så pokkers hurtigt, så man helt glemmer at mærke sig selv og sine omgivelser.

Lidt om min baggrund

Jeg er autodidakt billedkunstner og maler hovedsageligt abstrakte malerier. Det er dog først de senere år, at jeg har kastet mig over at male på lærreder, og jeg er blevet fuldstændig bidt af det.

Jeg er uddannet i grafisk kommunikation fra Den Grafiske Højskole (nuværende DMJX), og har gennem mit arbejde som grafisk designer altid brugt mine kreative evner.
Jeg har arbejdet med at designe og layoute magasiner som I Form, Bo Bedre, Aktiv Træning, Spis Bedre, Historie og Gør Det Selv. De seneste 8 år har jeg stået for at designe og layoute magasinet Bolius, fra Videncentret Bolius.

Privat er jeg gift med Henrik Haupt, og sammen har vi fire børn, tre voksne (27, 25 og 21) og én der stadig bor hjemme (14).

Min kunstneriske åre har jeg nok arvet fra min mor, Lis Hanne Bonde. Mange aftener om ugen ”gik hun i kælderen” for at male. Mit værelse lå også i kælderen og  jeg kan huske at det føltes trygt og rart at gå forbi og stikke hovedet ind og sige hej. Der var en helt særlig duft af voksbatik, som hun lavede billedtæpper af. Hun malede på silke med tekstilmaling og blev bl.a. inspireret af Tove Ditlevsens digte og den nordiske mytologi .

Art is my passion. Abstrakt is my freedom. Joy is my goal.

Inspiration hentes bla. på Tuse Næs ved Lammefjorden.

Der arbejdes i ateliet.

Der arbejdes i ateliet.

Malekursus hos Bettina Holst i Haslev.